Nettets negative stress-spiral
Vær kortfattet og koncis! Det er et gyldent råd til alle, der skriver. Og især til os, der skriver til nettet. For læserne har travlt og vil have informationerne serveret på et sølvfad. Hvis ikke, de får det, haster de hurtigt videre.
Men der er et problem. For jo mere, internettes afsendere tilpasser sig det hastige tempo, des mere vænnes læserne til, at det skal gå stærkt. Vi har at gøre med en negativ stress-spiral, hvor vi i værste fald gør hinanden overfladiske og utålmodige.
Samtidig risikerer vi, at vores budskaber mister vitaminerne, som Svend Løbner så fint udtrykker det i Kirkeligt Medieakademis blog her på eftertanke.dk.
Nettet forandrer hjernen
Forskere har allerede advaret om, at internettet gør noget ved vores hjerner. Eller rettere: den adfærd, som internettet fordrer, ændrer vores hjerner.
Når vi bruger nettet, har vi ofte gang i flere ting på én gang, og vi skifter hyppigt mellem det forskellige. Vi læser en artikel, mens der popper en besked op om ny mail i indbakken. Vi læser den mail, kommer i tanke om noget, søger ny information – for så (måske) at vende tilbage til den artikel, vi i første omgang loggede på for at læse.
Pludselig opdager vi, at det er blevet svært at koncentrere sig om en ting ad gangen og at fordybe sig i den. Vi tilpasser os et højt informationstempo, men samtidig mister vi evnen til at fokusere, og vi bliver dårligere til at huske.
Gør korte historier lange
I en sådan virkelighed kan der være brug for modtræk til netavisernes og de sociale mediers fragmenterede, hastigt skiftende informationsstrømme. Der er behov for en modvægt, som kan fastholde vores evne til fordybelse.
I en verden, hvor kommunikation i højere grad professionaliseres, har vi brug for en modvægt, der træner tålmodigheden. Det tyder på, at kommunikationsfolk er mere utålmodige end andre, når det gælder “dårlig kommunikation”. Så måske er det især professionelle kommunikatører, der har en opgave foran sig – ikke kun at blive bedre til at skrive klart og præcist. Også at blive bedre til at have tålmodighed, når vi møder kommunikation, som ikke lever op til de professionelle standarder.
Der er mange mennesker, som har en historie at fortælle, hvis man giver sig tid til at lytte og tålmodighed til at forstå.
Jeg vil lade min barndoms og ungdoms rolige og sindige stemme, Thomas Winding, afslutte disse overvejelser. “Enhver, som overhovedet kan finde på noget, har pligt til at gøre korte historier lange,” siger han i klippet herunder.
Og måske er det netop det, der skal til? Måske trænger vi til at blive udfordret med mere af det, der er langsommeligt og uden klokkeklar pointe, der gennem sproget serveres for os på et sølvfad?
